Barndomspædagogik i dagtilbud

Barndomspædagogik i dagtilbud er en fagbog målrettet undervisningen på pædagoguddannelsens nye specialisering: dagtilbudspædagogik.

Forside.Barndoms.final

Bogen har bidrag fra Ulla Asmark, Nanett Borre, Daniela Cecchin, Anette Boye Koch, Grethe Kragh-Müller, Inge Schoug Larsen, Klaus Majgaard, Hans Månsson, Anne Kjær Olsen, Charlotte Ringsmose, Ivy Schousboe, Vicky Sieling, Dion Sommer, Merete Sørensen, Mogens Sørensen, Klaus Thestrup, Pia Thomsen og Üzeyir Tireli.

Du kan læse forordet som bladrebog og pressebrevet fra Akademisk Forlag her.

Antologien er illustreret med billeder af Simon Cecchin Birk Photography 

Fremtidens pædagogik – bud på en vision

Fremtidens pædagogik vil være menneskeligt dannende og livduelighedsudviklende. Det vil være en ’varm’ pædagogik, som drager omsorg for ’børneliv’. Den vil være søgende, muligheds-orienteret og skabende.

Pædagogikken vil i mindre grad være båret af styringsredskaber og kolde metodikker og i højere grad være kendetegnet ved varme, autentiske og kreative tilgange, der integrerer det emotionelle, motivationelle, kognitive, kropslige, sanselige og sociale.

Som resultat af et generelt styringsmæssigt paradigmeskift vil det ’målbare’ erstattes af det ’livsbare’. Her er det oplevelsesmæssige, erfaringsmæssige og umiddelbare i børnelivet i fokus som det væsentligste for børns sociale og kulturelle dannelse.

Samtidig vil pædagogikken kunne reflektere samfundets stigende kompleksitet gennem fleksible og forskelligartede pædagogiske praksisser.

Daginstitutioner vil i fremtidens samfund i stigende grad skulle løse en social og kulturel dannelsesopgave. Leg og læringsbegrebet vil være erstattet af integrerede forståelser af menneskelig, personlig og social udvikling, som skabes i relationen mellem det værende, det eksisterende og det potentielt mulige.

Det vil skabe rum for udvikling af børns individualitet i sociale fællesskaber. Ordene inklusion og forebyggelse vil blive overflødiggjort og erstattet af sociokulturel integration af forskelligheder, herunder forskelle, der er givet af udviklingsmæssige, funktionsmæssige, etniske, sociale og kulturelle faktorer.

I fremtiden vil der være en veludviklet og effektiv digital kultur med en bevidst brug af digitale medier, redskaber, udtryksformer og it-produkter i et barneperspektiv. 

Pædagogikken vil samtidig genopdage betydningen af det ikke-digitale, naturlige og det oprindelige i pædagogikken med al den ’støj’, uro, uforudsigelighed og umiddelbarhed, som kendetegner medmenneskelige relationer og sociale processer. Måske vil der blive udviklet en ny og komplementær ’analogisk’ pædagogik og kultur .                                                                                                                                                             

I 2023 vil man læse at pædagoger:

har skabt kreativitetslaboratorier, hvor børn kan udforske og eksperimentere med materialer og udvikle deres egne legeredskaber. Laboratorierne anvendes som kilde til inspiration og innovation af erhvervsfolk og andre interesserede, der ønsker at lære af børnenes idéer og fantasilege.

Læs artiklen Ind med kompleksitet, ud med kolde metodikker i BØRN&UNGE nr. 20 – FREMTIDSKIG

Daniela cecchin, november 2012

Fremtidens daginstitutioner er udviklingsrum for leg, kreativitet og dannelse

I Danmark lever børn en stor del af deres liv i daginstitutioner. Det er i  vuggestuer og børnehaver, at børn etablerer deres første relationer med mennesker og verden uden for familien. Det er her, de møder andre børn og voksne, som er forskellige fra dem de kender hjemmefra. Her får de mulighed for at indgå i nye sociale fællesskaber og bliver udfordret personligt og kulturelt i anderledes omgivelser end de hjemlige.

Børns tænkning, følelser og motivation bliver grundlagt i den tidlige barndom og udvikles til personlige og sociale kapaciteter, som er vigtige både  her-og-nu og på længere sigt.

Daginstitutioner har derfor en afgørende betydning som sociale og kulturelle barndomsarenaer, der har til formål at drage omsorg for børns udvikling, læring og dannelse.

Pædagoger bidrager særligt til børns dannelsesprocesser ved at organisere udviklingsrum, hvor der kan skabes og deles menneskelige, sociale og kulturelle værdier.

Læs hele artikel på DCUM’s hjemmeside
© Daniela Cecchin, september 2011

Kreativitet er en pædagogisk opgave

Læring har i de senere år været i fokus og næsten udkonkurreret betydningen af børns leg, fantasi og kreativitet. Men det er en oplagt opgave for pædagoger at gribe den samfundsmæssige dagsorden om innovation for at revitalisere arbejdet med børns kreativitet.

Kreativitet handler i følge den italienske filosof og forfatter Umberto Eco om at kombinere og forbinde kendte elementer på nye måder. Det et godt bud på en definition af kreativitet i en pædagogisk sammenhæng.  Det er en vigtig opgave for pædagoger at give børnene mulighed for at skabe nye verdener ud fra det, de allerede kender, gennem leg og tilrettelagte aktiviteter og ved at give børnenes leg næring og inspiration gennem ny viden og erfaringer.

Det gode ved Umberto Ecos definition er, at kreativitet ikke opfattes som noget mystisk om at frembringe nyt ud af ingenting, eller som noget kun særligt udvalgte mennesker råder over. Det er et potentiale, vi alle har, som bare skal aktiveres og udvikles for at blive en evne og en kompetence.

At sætte ting sammen på nye og usædvanlige måder er en indstilling til virkeligheden og livet, som læres allerede, mens børnene er små. Og her kommer pædagogikken ind. For kreativitet handler ikke kun om at skabe materiel fornyelse, men i høj grad om menneskelig og samfundsmæssig dannelse,” siger hun.

Pædagogik skal røre børn og pædagoger og skabe engagement for at være kvalitetspædagogik. Derfor handler kreativitet ikke kun om at lave flotte tegninger og indrette æstetisk smukke rammer, mener Daniela Cecchin.

“Kreativitet handler om at skabe noget betydningsfuldt, som bevæger følelsesmæssigt og kognitivt. På den måde får børn mulighed for at udvikle sig til mennesker, som er i stand til at tænke, føle og skabe alternative løsninger i deres liv. Og det er her, at pædagogerne, som er tæt på børnene, har en meget vigtigt opgave,” siger hun.

Læs Vibeke Bye Jensens interview i Børn&Unge: En oplagt pædagogisk opgave

Læs også interviewet med Prof. Lene Tangaard: Kreativitet skal læres

© Daniela Cecchin, september 2011

Kreativitetens kombinatorik – Combinatoria della creativita’

Umberto Eco giver i Combinatoria della creativita’ et væsentligt bidrag til en definition af kreativitet som et grundlæggende potentiale i natur, kunst og videnskab. Det er forestillingen om kreativitet som kombinatorik.

At tænke kreativitet som rent kombinatorik, fører i følge Eco til  et uendeligt stort reservoir af kombinationsmuligheder. En kombinatorisk opfattelse af kreativitet begrænser derved  ikke kreativitetens rækkevidde eller reducerer dens værdi.

Umberto Eco giver et bud på en definition, der sidestiller den videnskabelige og kunstneriske kreativitet. 

Biografi forfatterne skriver at  Michelangelo “sendte sin hjælper ud for at søge efter statuer blandt marmorblokke”, det vil sige at han mente, at kunstneren var den, der skimmede og bragte en form frem i lyset, eller i det mindste et princip om formbarhed, der allerede var iboende i marmorblokken, som for ham var fuld af muligheder.

Kunstneren kreer med udgangspunkt i noget, som han finder eller afdækker, der i forvejen eksisterer, enten reelt eller som iboende mulighed i naturen. Denne simple observation bruger Umberto Eco til at behandle spørgsmålet, om begrebet kreativitet også kan udvides til at gælde for områder som videnskab og teknologi.

Inden for videnskaben  frembringer man i følge Eco ikke noget, der ikke var der før, men man opdager muligheder, som allerede  eksisterer og forekommer i naturen, men som måske ikke har været synlige og tilgængelige. Alle kommende videnskabelige opdagelser er altså på en eller anden måde allerede indeholdt i de algoritmer, der styrer naturbegivenheder.

På samme måde kan man sige, at fremtidige kunstneriske værker allerede er potentielt til stede i eksisterende grundelementer såsom, lyde, tegn, pauser, farver, linjer og geometriske figurer m.v., som mennesker råder over i dag.

I følge Roger von Oech indebærer kreativ tænkning en evne til at forestille sig og se velkendte ting i et nyt lys. Ved at “grave” under overfladen, kan man finde uopdagede elementer og mulige forbindelser blandt uafhængige fænomener.

Den eneste sande vej til opdagelsen består ikke i at søge nye landskaber, men i at have nye øjne“, som Proust skrev.

Kreativitet er i følge Eco ikke at frembringe noget nyt ud af ingenting. Kreativitet er evnen til, ved intuition, prøven sig frem,  ved en tilfældighed eller gennem stor tålmodighed at være i stand til  at identificere nye mønstre i det eksisterende, og ved at danne nye forbindelser mellem adskilte elementer i omgivelserne.

Det samme gør børn når de opbygger et fortællingsforløb i den sociale fantasileg. Ligheden mellem kreativitet som kombinatorik og legens logik er slående og lægger op til en videreudvikling af kreativitet som kombinatorisk kompetence inden for det pædagogiske.

© Daniela Cecchin, 2011

Umberto Eco:  Combinatoria della creativita´. Conferenza tenuta a Firenze per la Nobel Fondation, il 15  September 2004

Umberto Eco: Kreativitetens kombinatorik. Oplæg på konferencen for Nobel Fondation, Firenze d. 15.  september 2004 – Oversættelse fra italiensk af Daniela Cecchin 

Kreativitet og fantasi

Kreativitet og innovation er tidens mantra og stadig flere mener, at kimen til fremtidens kreative samfund bliver lagt i daginstitutionerne. Kreativitet kommer af det latinske ord creare, som betyder at skabe. Men hvordan kan man forstå kreativitet? Her er mit bud på en afgrænsning.

Kreativitet

Kreativitet kan defineres som en proces, hvor man frembringer noget nyt og får noget til at eksistere, der ikke var der før, ved at kombinere allerede eksisterende ideer, forestillinger, tanker og materialer på nye og ukonventionelle måder.

Der er en lang tradition for at opfatte fantasi og kreativitet som væsentlige dimensioner i arbejdet med børn. Kreativitet er et grundelement i pædagogers faglige identitet og i deres teoretiske tænkning og praksis:

•    I bekendtgørelsen til pædagoguddannelsen indgår kreativitet i linjefagene ”Udtryk, musik og drama” og ”Værksted, natur og teknik” i form af skabende processer og kreativ inddragelse af det håndværksmæssige, det kunstneriske, det naturvidenskabelige og det tekniske.

•    I BUPL’s pædagogiske profil beskrives anerkendelsen af børn og unge som ”aktive skabende medmennesker og medskabere af viden og kultur”, som en af værdierne for det pædagogiske arbejde.

•    I institutionerne udfoldes kreative processer både i det daglige og i planlagte værkstedsaktiviteter og projekter Det sker på flere forskellige måder, ved hjælp af forskellige materialer, og gennem forskellige erkendelseskanaler og udtryksformer.

•    Kreative elementer indgår i udviklings- og forskningsprojekter i ministerielt, kommunalt og i BUPL’s regi. Både i relation til børns udvikling, læring og kulturelle udtryksformer, og i relation til udvikling af dialogiske ledelses- og styringsformer.

Termen kreativitet bruges også retorisk som en fast sproglig vending i pædagogisk teori, i politiske dokumenter og i praksis. Pædagoger ”skaber rum for leg”, de ”skaber rammer for børns socialisering og læring”, de ”skaber historier og fortællinger i dialog med børnene” og de ”skaber udviklingsmiljøer, integrationsmuligheder…”. Pædagoger ”handler” ikke bare, de ”skaber”.

På trods af den generelle opfattelse af, at kreativitet er en del af det pædagogiske, er kreativitet ikke eksplicit formuleret som målsætning i lovgivningen.  I Dagtilbudsloven er det nærmeste man kan komme på formuleringer med kreative implikationer i kap. 8.1 om formål med dagtilbud, hvor ”stimulering af fantasi og kreativitet” nævnes, som noget, der bør fremmes.

Kreativitet er en proces hvor eksisterende elementer i form af ideer, forestillinger, tanker, materialer, genstande, verbale og kropslige udtryk mv. sættes sammen på nye,  ukonventionelle måder og danner noget nyt og alternativt til det allerede eksisterende og givne.

Der findes ingen entydig definition af begrebet kreativitet. Inden for forskningen defineres kreativitet forskelligt i overensstemmelse med de forskellige videnskabers genstandsfelter.

Den humanistiske forskningstradition opfatter kreativitet som et livsbærende menneskeligt potentiale, der i sit væsen handler om skabelse af liv. At få noget nyt, der ikke var der før, til at eksistere indebærer engagement i verden (medmenneskelig og genstandsmæssig) og personlig mod til at give sig hen til selve skabelsesprocessen.

En kreativ proces indebærer altid et intenst og hengivende ”møde” (Rollo May, 1975). Mødet kan være med en ide´, en vision, en sansning eller en drøm. Det er i mødet med andre eller med den genstandsmæssige verden, at menneskets kreative potentiale og evne bliver til kreativ akt.

I barndommen er kreativitet relateret til børns leg, navnlig fantasilegen. Legen og det legende fremhæves inden for pædagogisk teori og praksis som et privilegeret rum for udforskning, idéudvikling og skabelse.

Legen er den aktivitet i barndommen, der i kraft af sit væsen fordrer til et stort antal skabende ”møder” med verden, og som hele tiden producerer nye billeder af virkeligheden og nye handlinger. Børn møder verden sanseligt gennem kroppen. Derved har børn et umiddelbart let og direkte adgang til skabende processer.

Intensiteten i mødet beskrives i legen som stærk emotionel involvering og en følelse af hengivelse, selvforglemmelse og overskridelse. En stæk emotionel oplevelse, der fører til en ekstaselignende tilstand og til dybe fællesskabsfølelser (Eli Åm 1989). Barnet udviser i legen en stærk tilbøjelighed til at ”give sig hen” til legen, ”lade sig styre af genstanden” (J. Bruner 1964) og forfølge en ”hvad-hvis” indstilling (I. Bretherthon 1984) .

Fantasien

Fantasien er legens bærende element og centrale drivkraft i børns produktion af alternative forestillingsbilleder, fortællinger og handlinger. I legen har fantasiens udforskende og søgende aspekt en vigtig funktion i relation til at forbinde og kombinere forskellige elementer og producere nyskabelser.

Fantasien gør det muligt at enhver tanke ”tages ud” af en given sammenhæng og ”bliver lagt ind” i en ny sammenhæng, således at ”ethvert et-eller-andet” kan kombineres med ”ethvert et-eller-andet, på en eller anden måde”. (Ivy Schousboe 1993)

Inden for samfundsvidenskaberne kobles kreativitet til nyudvikling og innovation, navnlig inden for ledelse af offentlige institutioner og velfærdsledelse. Hvor fokus i kreativitet er selve ideudvikling, er fokus i innovation produktudvikling og materiel produktivitet og vækst.

Der ser ud til at være en positiv sammenhæng mellem kreativitet og innovation, således at stor produktivitet fører til kreativitet (fx Picasso). Jo større iderigdom og aktivitet, jo større er chancen for, at en af dem er stærk og innovativ.

Der findes forskning, som diskuterer langtidseffekter og medarbejderes bidrag til udvikling af kreativitet. Det er især engelske og amerikanske studier såsom:

•    Pretend Play: Longitudinal Prediction of Creativity and Affect in Fantasy in Children
•    Imaginary Worldplay in Childhood and Maturity and Its Impact on Adult Creativity
•    The Development of Motor Creativity in Elementary School Children and Its Retention

Der mangler dansk eller skandinavisk forskning, der undersøger:

•    Mulige positive langtidseffekter af fantasi og kreativitet i barndommen, i relation til ungdommen og voksenlivet.
•    Pædagogiske institutioners betydning, som rum for udvikling af børns leg, fantasi og kreativitet, herunder:
•    Pædagogers bidrag til udvikling af børns kreative tænkning og handling, herunder pædagogisk, metodemæssig og   ledelsesmæssig kreativitet.

Udvikling af kreativitet i barndommen er afhængig af at børn indgår i pædagogiske miljøer som er inspirerende og rige på mulighed for hele tiden at kunne producere og afprøve nye ideer og indfald som alternativer til det her-og-nu-givne.

Børn med en veludviklet legeevne producerer hele tiden nye ideer, handlinger og fortællinger spontant i deres lege. Det vil være vigtigt at udforske effekten af en legende pædagogik inspireret af fantasilegens logik. Herunder hvordan pædagogisk praksis kan tilrettelægges på måder og gennem metoder, der dels fremmer udvikling af legeevne hos børn og dels, lige som legen, fremmer børns fantasi, idéudvikling og alternative problemløsninger.

Med andre ord, hvordan pædagogik og pædagoger er med til at fremme børns udvikling af kreative metakompetencer, i form af emotionelt forankrede, kognitive mønstre for kreativ tænkning og handling.

Indsatsen

Kreativitetsindsatsen kan fokusere på tre centrale perspektiver:

1.    Kreativitet i barneperspektiv: omfatter leg, udforskning, eksperimenter, fantasien, umålrettede aktiviteter m.m.

2.    Kreativitet i pædagogperspektiv: handler om at tilrettelægge fysiske miljøer, iværksætte og understøtte processer, guide, inspirere og fungere som rollemodeller for børn. Det handler samtidig om udvikling af pædagogiske kompetencer i relation til professionsfaglige kreativitetsforståelser, samt konkrete metoder og redskaber til at arbejde med kreativitet i praksis.

3.    Kreativitet i samfundsperspektiv: relaterer sig til den innovationsdagsorden, som pædagoger kan spille op til og i udfordre, ved at fremhæve den menneskelige kreativitet og vækst over for materiel produktivitet og effektivitet.

Udfordringer

•    Kreativitet kan risikere at blive et yderligere kompetencekrav rettet mod barndommen og pædagogiske institutioner, og et ydre krav, frem for et grundlæggende menneskeligt potentiale og eksistentiel livsfordring.
•    I den pædagogiske praksis kan kreativitet blive banaliseret eller reduceret i sit væsen, fx til overfladisk fremstilling af konkrete produkter, der ikke relaterer sig til noget værdifuldt, der er betydningsfuldt for børnene.
•    Det samfundsmæssige og erhvervsmæssige fokus på innovation rummer en risiko for, at kreativitet alene bliver til middel og redskab til materiel produktion og effektivisering.

© Daniela Cecchin, december 2010

Læs BUPL’s status på viden om kreativitet

Barnet i centrum?

Barnet i fællesskabet – i centrum for pædagogikken!

Barnet i centrum er en gennemgående formulering i børn-og unge  politikker og i pædagogiske lærerplaner. Sigtet med denne fokusering er at skærpe fokus på en forståelse af det enkelte barn som selvstændigt individ med egen identitet, behov og interesser frem for børnegruppen.

At opfatte barnet som selvstændigt individ er som udgangspunkt en positiv indstilling til pædagogisk arbejde med børn og deres forældre i daginstitutioner. Det er i høj grad i vuggestuen og i børnehaven, at børn i det moderne samfund udvikler sig personligt alsidigt og socialt sammen med andre børn og voksne, som ikke er deres søskende og forældre.

Men når man sætter det enkelte barn i centrum for pædagogiske indsatser, er man samtidig med til at sætte en  pædagogisk dagsorden, der ensidigt fokuserer på barnet, som enten problem eller projekt, i sig selv. Billedligt talt er barnet som en isoleret  ø i havet eller en ensom stjerne på himlen en urealistisk forestilling.

Børn udvikler sig og lærer hverken som øer eller stjerner i ensomt majestæt. De udvikler sig og lærer i sociale kontekster, hvor de agerer og interagerer med andre. Det er institutionslederes og pædagogers fornemmeste opgave at tilrettelægge pædagogiske rum med mange og forskellige muligheder for forbindelser mellem børnene, på tværs af behov og interesser.

At fastholde målsætningen om, at barnet skal i centrum kan i værste fald risikere at virke stik modsat intentionerne om at fremme det enkelte barns perspektiv og forældresamarbejdet.  Problemstillingerne kommer eksempelvis til udtryk i udtalelser i pressen:

“Pædagogerne siger, at de er trætte af egoforældre, der alene interesserer sig for deres eget barn og glemmer, at poderne ikke er de eneste i daginstitutionerne”. Det fremgår af  en undersøgelse som Politiken Research har foretaget, hvor over 1000 ledere af børnehaver og vuggestuer har svaret på spørgsmål om forældre og krav.

“Mit barn er vigtigst”. Tre ud af fire institutionsledere nikker genkendende til, at forældre er blevet mere krævende og egoistiske i løbet af de sidste 5 år.

Forældrene stiller større krav til institutionerne med afsæt i deres eget barn”.

De professionelle i pædagogiske institutioner kan sætte en anden pædagogisk dagsorden end, at barnet skal i centrum.  Både i relation til det pædagogiske arbejde internt i institutionen og i relation til samarbejdet med forældrene og omverdenen.

Det er en pædagogisk dagsorden, der afspejler den forskningsmæssige viden på området og daginstitutionernes samfundsmæssige opgave, beskrevet i Dagtilbudsloven, som fremhæver barnets i en social kontekst:

“Sæt det enkelte barn i betydningsfulde fællesskaber i centrum” for det pædagogiske arbejde og forældresamarbejdet.

© Daniela Cecchin, november 2010