Børnenes spor og kreativitet

Børnenes spor og kreativitet gennemstrømmer pædagogikken i Børnehuset Falkonergården på Frederiksberg.

I Falkonergården er pædagogerne inspireret af den ‘Den Integrerende Baggrund’ og arbejder med udgangspunkt i børnenes spor og betydninger. De undersøger derfor, hvad børnene er interesserede i og optaget af og arbejder med det, børnene finder vigtigt og betydningsfuldt.

Kreativitet er en meget stærk værdi i Falkonergårdens pædagogik. Men for pædagogerne handler det ikke kun om de visuelle udtryk. Det handler også om, at børn får ny viden, de kan omsætte i leg og aktiviteter. Det indebærer, at pædagogerne ikke kun præsenterer børn for så mange forskellige materialer og udtryksformer som muligt. Sammen med børnene leder de efter viden om det, børnene er optaget af.

Læs hele artiklen Børn skal have mange udtryk i Børn&Unges tema om Kreativitet

© Daniela Cecchin, august 2011

Betydningsfulde børnefællesskaber

Fællesskaber er ikke bare fællesskaber. Man kan være fælles om noget på mange måder og med forskellige motiver og hensigter. Det, man er fælles om, kan være mere eller mindre udviklende for den enkelte.

Det samme gælder for de måder man er samme på og de relationer, der er mellem deltagere i fællesskabet. Formålet med at være sammen, behøver ikke være rettet mod det gode.  Kriminelle bander kan eksempelvis  være yderst funktionelle og velfungerende fællesskaber.

Når det gælder børnefællesskaber i institutionelle sammenhænge er det derfor vigtigt at overveje hvorvidt og hvorledes den etablerede fælles enhed og helhed rummer relevante muligheder for alle deltagere. Det handler om væsentligheden af det, som børnene er sammen om, som deres  “fælles tredje”. Det handler om integration af forskelligheder og om hvordan man kan skabe betydningsfulde forbindelser mellem børnene.

I daginstitutioner danner børn spontant fællesskaber gennem leg og socialt samvær på tværs af køn, alder og kultur. Men det er ikke alle børn, der er i stand til at indgå i spontane sociale og legefællesskaber. I en tilrettelagt pædagogisk kontekst er fællesskabsdannelse derfor en af de væsentligste pædagogiske opgaver.  Fællesskaber er noget, der skal tilrettelægges og skabes med omhu, for- og sammen med børnene.

Den “Integrerende Baggrund” er – ligesom en god fantasileg – en måde at  skabe betydningsfulde børnefællesskaber omkring en fælles og betydningsfuld interessefelt, på tværs af børns sociale og kulturelle forskelligheder.

Pernille Hviid lægger op til en refleksion over rækkevidden og begrænsningen af de fællesskaber, som børn selv vælger til og fra:

Vil vi mere med børnene? Jeg savner det forpligtende fællesskab. Det fællesskab børn ikke selv vælger eller skal vælge. Jeg savner det, man er nødt til, og det man netop kan, fordi man er en gruppe. At tage sig af andre børn, at tage sig af fælles opgaver, at blive enige med andre, at træffe kollektive valg og at handle kollektivt, organiseret.

Relationer blandt børn og børnefællesskaber i dagtilbud

© Daniela Cecchin, februar 2011

Barnet i centrum?

Barnet i fællesskabet – i centrum for pædagogikken!

Barnet i centrum er en gennemgående formulering i børn-og unge  politikker og i pædagogiske lærerplaner. Sigtet med denne fokusering er at skærpe fokus på en forståelse af det enkelte barn som selvstændigt individ med egen identitet, behov og interesser frem for børnegruppen.

At opfatte barnet som selvstændigt individ er som udgangspunkt en positiv indstilling til pædagogisk arbejde med børn og deres forældre i daginstitutioner. Det er i høj grad i vuggestuen og i børnehaven, at børn i det moderne samfund udvikler sig personligt alsidigt og socialt sammen med andre børn og voksne, som ikke er deres søskende og forældre.

Men når man sætter det enkelte barn i centrum for pædagogiske indsatser, er man samtidig med til at sætte en  pædagogisk dagsorden, der ensidigt fokuserer på barnet, som enten problem eller projekt, i sig selv. Billedligt talt er barnet som en isoleret  ø i havet eller en ensom stjerne på himlen en urealistisk forestilling.

Børn udvikler sig og lærer hverken som øer eller stjerner i ensomt majestæt. De udvikler sig og lærer i sociale kontekster, hvor de agerer og interagerer med andre. Det er institutionslederes og pædagogers fornemmeste opgave at tilrettelægge pædagogiske rum med mange og forskellige muligheder for forbindelser mellem børnene, på tværs af behov og interesser.

At fastholde målsætningen om, at barnet skal i centrum kan i værste fald risikere at virke stik modsat intentionerne om at fremme det enkelte barns perspektiv og forældresamarbejdet.  Problemstillingerne kommer eksempelvis til udtryk i udtalelser i pressen:

“Pædagogerne siger, at de er trætte af egoforældre, der alene interesserer sig for deres eget barn og glemmer, at poderne ikke er de eneste i daginstitutionerne”. Det fremgår af  en undersøgelse som Politiken Research har foretaget, hvor over 1000 ledere af børnehaver og vuggestuer har svaret på spørgsmål om forældre og krav.

“Mit barn er vigtigst”. Tre ud af fire institutionsledere nikker genkendende til, at forældre er blevet mere krævende og egoistiske i løbet af de sidste 5 år.

Forældrene stiller større krav til institutionerne med afsæt i deres eget barn”.

De professionelle i pædagogiske institutioner kan sætte en anden pædagogisk dagsorden end, at barnet skal i centrum.  Både i relation til det pædagogiske arbejde internt i institutionen og i relation til samarbejdet med forældrene og omverdenen.

Det er en pædagogisk dagsorden, der afspejler den forskningsmæssige viden på området og daginstitutionernes samfundsmæssige opgave, beskrevet i Dagtilbudsloven, som fremhæver barnets i en social kontekst:

“Sæt det enkelte barn i betydningsfulde fællesskaber i centrum” for det pædagogiske arbejde og forældresamarbejdet.

© Daniela Cecchin, november 2010

Børnefortællinger i Hillerød

Ny bog om børns fortællinger beskriver, med afsæt i  den ”Integrerende Baggrund”, hvordan man kan arbejde med narrativitet og anerkendelse i pædagogisk praksis.

Bogen handler om de pædagogiske erfaringer med den “Integrerende Baggrund” i Hillerød kommune, som resultat af et flerårigt udviklingsprojekt, der har involveret en lang række institutioner.  Dette dokumenteres blandt andet i form af plancher, i ”barnets bog”, læringshistorier om barnet, som pædagogen bruger til at følge op på og støtte det enkelte barns interesser og engagementer.

Erfaringerne sættes ind i et fornyet narrativ udviklingsperspektiv af forfatteren Vicki Sieling, som har været den gennemgående konsulent på projektet.


Børns fortællinger henvender sig til uddannede pædagoger i institutioner, der ønsker at påbegynde eller videreudvikle arbejdet med anerkendende og narrativ pædagogik med udgangspunkt i den “Integrerende Baggrund”. Den henvender sig desuden til studerende på pædagoguddannelsen.

Der er oprettet en hjemmeside til bogen.

Se bogen online.

Bestil bogen

På denne blog kan du være med i DIB institutionsnetværk og DIB gruppen på Facebook

Inklusion eller integration?

Integration er i de senere år blevet erstattet af begrebet inklusion både i pædagogiske institutioner og mere generelt i samfundet, hvor det ikke længere er et centralt begreb til  pædagogisk og social intervention. Nu handler det om  inklusion. Men inklusion er ikke det samme som integration.

Det er der for mig at se flere grunde til denne begrebslig ændring.

  • Begrebet integration har i medierne og i den pædagogiske verden fået betydningen af assimilation, dvs.  sammensmeltning og ensidig tilpasning af den enkelte til gruppen,  med afgivelse af egen personlig identitet og kulturelle og etniske særpræg til følge.  Dette negative fokus forhindrer en mere differentieret brug af begrebet ud fra andre forståelser og betydninger.
  • Begrebet inklusion ligger i direkte forlængelse af den politiske dagsorden om rummelighed. Altså intentionen om, at almindelige pædagogiske institutioner skal kunne indoptage og “rumme” stadig flere børn og unge som er udsatte, eller som har særlige behov for udviklingsstøtte på grund af sociale, psykologiske,  eller fysiologiske mangler.

Inklusion er sat i fokus og er på det seneste blevet prioriteret politisk på forskellige måder, herunder oprettelsen af det nationale videncenter for inklusion og eksklusion NVIE.

Umiddelbart virker inklusion som en god pædagogisk løsning i relation til udsathed, udelukkelse og manglende social forbundethed hos børn og unge med særlige behov. Men inklusion koblet på rummelighedens- og besparelsesdagsordenen er langt fra uproblematisk.

På trods af, at begrebet integration set i både dansk og internationalt forskningsperspektiv ser ud til at have mistet noget af sit legitimitet, til fordel for begreber som inklusion og pluralisme ( Madsen 2005, Commins 2006, Buchardt, Kampmann og Moldenhawer 2006)  finder jeg det hensigtsmæssigt at holde fast ved begrebet integration.

Inklusion  indebærer for mig at se nogle begrebsmæssige og pædagogiske svagheder:

  • Det reducerer pædagogisk tænkning og praksis til et lineært enten-eller forhold, som ikke matcher den pædagogiske opgaves kompleksitet. Det handler om at være pædagogisk inkluderende – det modsatte ville næppe være et ønskværdigt pædagogisk mål! Men begrebet tilsiger ikke noget om hvordan, til hvilket formål, på hvilke betingelser, på hvilket grundlag denne inklusion foregår.
  • Man kan som barn i inklusionstænkningen være enten indenfor eller udenfor.  Alt i mellem inde og ude er ikke indeholdt som mulighed i begrebet. Hvis man er udenfor kan man komme indenfor og blive “rummet” af resten af gruppen. I rummelighedens navn kan inklusion ende med at fungere som et “skuffebegreb”, der tages i brug lejlighedsvis, når der skal løses specifikke funktionsproblemer i relation til enkelte børn.
  • Inklusion ser ikke ud til at opfatte udviklingsmæssige dysfunktioner og mangler hos børn som en del af virkeligheden i samfundet og i pædagogiske institutioner. Et faktum, der som sådant nødvendiggør, at man basalt set udvikler samfundsmæssige, institutionelle og pædagogiske modeller, som er i stand til at håndtere udviklingsmæssige eller sociale dysfunktioner på en relevant, kompetent og kvalificeret måde.
  • Inklusion er et relativt statisk begreb, der handler om gøre plads til barnet i institutionen sammen med andre børn og voksne. Herved opnår barnet  status af at være “inkluderet” i betydning af at befinde  sig inden for en “almindelig” pædagogisk kontekst, frem for at være “ekskluderet”, dvs. være henvist til  en “special” pædagogisk institutionelt kontekst.

I sammenligning hermed finder jeg, at begrebet integration kategorialt set er et mere nuanceret, differentieret og dynamisk begreb, som derfor bedre egner sig til at indfange kompleksiteten i pædagogiske institutioner.

I pædagogisk praksis indebærer integration mere og andet end at være inden for frem for uden for.

Til forskel fra inklusion kan  integration praktiseres som  institutionens  “almindelige” pædagogiske praksis, der gælder alle børn, med deres særlige udviklingsbehov og interesser. Integration handler hermed om en grundlæggende pædagogisk indstilling til andre mennesker, hvor målet er at forbinde ligheder og forskelligheder og den enkelte til det fælles.  Det er en løbende proces, der involverer alle deltagere i en given kontekst, både de der er der i forvejen og de ny tilkomne.

Et væsentligt bidrag til en en differentieret opfattelse af integration i et udviklingspsykologisk  perspektiv er formuleret af Ivy Schousboe. Begrebet integration analyseres og kategoriseres af  Ivy Schousboe i relation til fire forskellige e former.

Schousboe definerer kooperativ integration, den form for integration, der giver de mest omfattende og oplagte udviklingsperspektiver og muligheder for barnet. Kooperativ integration indebærer en fælles og foranderlig målbestemmelse, et positivt syn på forskelligheder og en velartikuleret strategi i håndtering af uenigheder og konflikter.

© Daniela Cecchin

Læs artikel i Børn&Unge Inklusion på afveje