Tak/Grazie

Der er flere mennesker som har haft en særlig betydning for min personlige og faglige udvikling. Fra barn til voksen, fra land til by, fra Italien til Danmark, fra landsbyskole til fremmedsproget universitet. Tak til alle og særligt til:

Cecchin Francesco

Min far

var en mand med et varmt hjerte og store, stærke arbejderhænder der var gode til at bygge huse, passe markerne, lave vin og holde småbørnshænder trygt i hånden. Han lærte mig at tælle til 50 og skrive mit navn, længe før jeg skulle starte i skolen. Han købte de første tre bind af encyklopædien “Conoscere”, der lå med deres røde omslag højt ovenpå klædeskabet. Det var dyre bøger, der skulle passes på. Mens mor og far var i kirken søndag morgen, sad jeg oppe i deres seng og bladrede i dem. Store tykke sider med ord, billeder, tal og farver. Jeg lærte om Roms historie, kongerækken og andre interessante emner der gjorde mine søndage spændende.

Han sagde, at jeg var klog og at han troede på, at jeg ville blive dygtigere end ham selv, der kun havde gået fem år i skole. Måske lige så dygtig som hans fætter Gianfranco, der havde gået meget længere i skole. Gianfranco Cecchin, min fars fætter, blev siden hen psykiater i USA og medstifter af Milano Skolens systemterapeutiske tilgang.

Johny Lizier Birk

 

Min mand

Johny, som jeg mødte en oktober aften på en bar i Peschiera del Garda , i motorcykeludstyr på vej tilbage til Danmark efter at have holdt ferie sammen med en af mine venner. Og som jeg kørte med på en kold tur over Alperne, gennem Tyskland, på den uendelige motorvej hele vejen til hans italienske bedsteforældre på Frederiksberg. Johny hvis sproglige hjælp, opmuntring og støtte har gjort det muligt at gennemføre universitetsstudiet og senere udvikle mine faglige interesser. Som skærper min musiske horisont og som laver noget af den bedste mad, jeg kender. Og ikke mindst, Johny, der løbende forsyner mig med de mest fantastiske fortællinger fra fritidshjem og vuggestue fra den pædagogiske hverdagspraksis når pædagogik, pædagoger og børn sammen er bedst.

Simon Cecchin Birk



Min søn

Simon har nok været den største menneskelige og faglige udviklingsfaktor i mit voksenliv. Ved at følge hans spor og engagementer i verden har jeg dannet mit eget personlige, pædagogfaglige spor. Det legende barn, skabende og fortællende, indfølende og udfordrende, social venskabsentrapanør.

Chiara Corsi

Min trofaste veninde

Chiara igennem mange år lige siden pædagogseminariet har fulgt mig og holdt fast i mig på tværs af livsveje og landegrænser. Som har introduceret mig til livet i Verona og til byens specialiteter, dens gader og antikvitetsforretninger, hvor tingene har en anden slags værdi, fordi de har en historie. Som gavmildt deler ud af sin tid og engagement i andre mennesker. Det var Chiara, der fortalte mig om hendes kusine Silvana, som arbejdede med noget spændende nede i Romagna regionen.

Silvana Bosio

Min eksemplariske veninde

Silvana, var en pædagogisk begavelse. Hun var med til at udvikle Den Integrerende Baggrund i Villamarinas børnehave og til at give mig og mange andre danske pædagoger og ledere en oplevelse af eksemplarisk pædagogisk praksis i barneperspektiv. Hun kunne med den største ydmyghed, nærværende menneskelige varme og  pædagogisk autoritet inddrage børnene i planlægning af den pædagogiske praksis gennem løbende dialoger og konkret samarbejde. Sammen kunne Silvana og “hendes” børn tegne, male, konstruere og skabe legescenarier, der gjorde Villamarinas børnehave til børnenes børnehave. Igen og igen, år efter år. Lige ind til hun blev alvorligt syg og måtte sige alt farvel. Jeg vil altid huske hende med stor faglig beundring og savne hendes pædagogiske og menneskelig varme.

Det var Silvana, der gav mig en tynd lille bog med en utraditionel titel og små sider der åbnede op for nye, store tanker om “Børn der farer vild i skoven”, og om hvordan de kan bringes hjem igen ved at følge deres spor. Canevaro havde skrevet bogen, sagde hun.

Andrea Canevaro


Min pædagogiske stjerne

Andrea Canevaro gav mig nye teoretiske erkendelser i relation til at forstå anderledesheden og skabe institutionel integration gennem betydningsfulde forbindelsesstrukturer. Grundliggende set skelnede han  mellem deficit og handikap. Mennesker “har” ikke et handikap og “er” ikke handikappede sagde han. De kan have mangler og dysfunktioner, som under givne omstændigheder medfører et handikap, som er resultatet af uhensigtsmæssige betingelser for mangeltilstanden. Det handler derfor om at acceptere menneskers deficit og reducere deres handikap.

Denne forståelse lå til grund for udviklingen af den  “Integrerende Baggrund”, en betydningsfuld kontekst, der skaber forbindelser mellem forskelligheder, herunder også forskelle der skyldes særlige behov og mangler. Han arrangerede en studietur med institutionsbesøg og møder for mig og han introducerede mig til forskerne på universitetet og præsenterede mig for Giampietro Lippi.

Giampietro Lippi

Min læremester

Giampietro, der var direktør for tre statslige børnehaver og folkeskoler i Cesenatico, skabte sammen med sit “lille pædagogiske orkester” en innovativ integrerende pædagogik. Til forskel fra Italiens øvrige voksendefineret programpædagogik udviklede han en projetpædagogik i barneperspektiv. En pædagogik hvor børn er samtalepartnere og samarbejdspartnere. Der former sig løbende som en lang fortælling i flere kapitler på baggrund a iagttagelser af børnenes spor og interesser og som handler om det som er vigtig og betydningsfuldt for børnene.

At træde ind i Villamarina var en åbenbaring i meningsfuld kreativitet og samarbejde mellem børn og mellem børn og voksne: et fællesrum med forstørrede børnetegninger og selvfremstillede legegenstande, der afspejler børnenes forskellige betydningsverdener og fantasifortællinger. Lige som en åben billedfortællebog hvor historien kan ses, læses og mærkes i rummet og på væggene. Ikke en hvilken som helst børnehave, men en autentisk børnehave , meningsfuld børnehave, børnenes egen børnehave.

Metodisk ligner pædagogikken i Villamarina til forveksling det, der er indeholdt i Ivy Schousboes begreber om selvbestemmelse og kooperativ integration: inddragelsen af børn i målsætning og planlægning, udvikling af konfliktstrategier, påskønnelse og koordination af forskelligheder. Hos Lippi i Villamarina så jeg det hele i praksis.

Ivy Schousboe


Min mentor

Det var Ivy, der fra sit kontor på KUA opfordrede mig til at kontakte Andrea Canevaro på Bolognas Universitet fordi hans integrationstænkning lød meget interessant. “Her er telefonen” sagde hun. Jeg tog mod til mig og ringede. Han svarede! Og sådan begyndte det danske kapitel af den “Integrerende Baggrund”s historie. Ivy’s teori om integrationsformer og fantasilegen har sammen med Andrea Canevaros pædagogiske integrationsteori om forbindelsesstrukturer dannet grundlag for mit arbejde.


Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: