Barnet i centrum?

Barnet i fællesskabet – i centrum for pædagogikken!

Barnet i centrum er en gennemgående formulering i børn-og unge  politikker og i pædagogiske lærerplaner. Sigtet med denne fokusering er at skærpe fokus på en forståelse af det enkelte barn som selvstændigt individ med egen identitet, behov og interesser frem for børnegruppen.

At opfatte barnet som selvstændigt individ er som udgangspunkt en positiv indstilling til pædagogisk arbejde med børn og deres forældre i daginstitutioner. Det er i høj grad i vuggestuen og i børnehaven, at børn i det moderne samfund udvikler sig personligt alsidigt og socialt sammen med andre børn og voksne, som ikke er deres søskende og forældre.

Men når man sætter det enkelte barn i centrum for pædagogiske indsatser, er man samtidig med til at sætte en  pædagogisk dagsorden, der ensidigt fokuserer på barnet, som enten problem eller projekt, i sig selv. Billedligt talt er barnet som en isoleret  ø i havet eller en ensom stjerne på himlen en urealistisk forestilling.

Børn udvikler sig og lærer hverken som øer eller stjerner i ensomt majestæt. De udvikler sig og lærer i sociale kontekster, hvor de agerer og interagerer med andre. Det er institutionslederes og pædagogers fornemmeste opgave at tilrettelægge pædagogiske rum med mange og forskellige muligheder for forbindelser mellem børnene, på tværs af behov og interesser.

At fastholde målsætningen om, at barnet skal i centrum kan i værste fald risikere at virke stik modsat intentionerne om at fremme det enkelte barns perspektiv og forældresamarbejdet.  Problemstillingerne kommer eksempelvis til udtryk i udtalelser i pressen:

“Pædagogerne siger, at de er trætte af egoforældre, der alene interesserer sig for deres eget barn og glemmer, at poderne ikke er de eneste i daginstitutionerne”. Det fremgår af  en undersøgelse som Politiken Research har foretaget, hvor over 1000 ledere af børnehaver og vuggestuer har svaret på spørgsmål om forældre og krav.

“Mit barn er vigtigst”. Tre ud af fire institutionsledere nikker genkendende til, at forældre er blevet mere krævende og egoistiske i løbet af de sidste 5 år.

Forældrene stiller større krav til institutionerne med afsæt i deres eget barn”.

De professionelle i pædagogiske institutioner kan sætte en anden pædagogisk dagsorden end, at barnet skal i centrum.  Både i relation til det pædagogiske arbejde internt i institutionen og i relation til samarbejdet med forældrene og omverdenen.

Det er en pædagogisk dagsorden, der afspejler den forskningsmæssige viden på området og daginstitutionernes samfundsmæssige opgave, beskrevet i Dagtilbudsloven, som fremhæver barnets i en social kontekst:

“Sæt det enkelte barn i betydningsfulde fællesskaber i centrum” for det pædagogiske arbejde og forældresamarbejdet.

© Daniela Cecchin, november 2010

Reklamer

Laboratorier for pædagogisk udvikling og styring

Udviklingslaboratorier  med legen som inspiration

Et forskningsprojekt på CVL og KU undersøger nye muligheder for dialoger og forbindelser mellem pædagogisk praksis og forvaltning i et børne- og voksenperspektiv.  Men hvad ligger der i betegnelsen laboratorium og hvad kendetegner et laboratorier på det pædagogiske institutionsområdet?
Klaus Majgaard omtaler et laboratorium som et søgefællesskab, hvor ingen kender svarende på forhånd.

Laboratorium som arbejdsform handler om at skabe rum for det eksperimenterende, søgende og legende med stor plads til deltagernes fantasi og kreativitet. Denne indstilling gælder på alle niveauer fra institutionernes ledere, pædagoger og børn til kommunens konsulenter, chefer og politikere. Kendetegnende for projektet er at  det ikke på forhånd har fastlagt de konkrete mål, indhold og metoder.

Fantasilegen som forståelsesramme for udviklings- og styringslaboratorier

Model over legens forløb og struktur – Daniela Cecchin 2008 efter Ivy Schousboe: Den onde leg – Nordisk Psykologi, 2. 1993 og Eli Åm:  På jakt etter barneperspektivet. Oslo: Universitetsforlaget 1989

Legen er et søgefællesskab, hvor målet ligger i processen, i selve det at undersøge, finde på, koordinere og forme en autentisk, fælles betydningsfuld historie. Karakteristisk ved legen er netop det, at ingen kender  endemålet og resultatet på forhånd. Det er de legende, der i fællesskab konstruerer legens indhold ud fra forestillinger og ideer, som fungerer som tematiske holdepunkter og orienteringer i legeprocessen.

I følge Ivy Schousboe består fantasilegen af tre forbundne og indbyrdes afhængige sfærer. Fiktionssfæren er den mest dominerende og ”medrivende” sfære for de legende børn. Her ligger legens ideer og forestillinger  om et overordnet tema, såvel som for spontane indfald. Det er her, at forskellige, individuelle ideer bliver forbundne til en fælles, meningsfuld fortælling. Og hvor fantaserede ideer bliver til konkrete handlinger.

I regisfæren bliver legen organiseret igennem forhandlinger, justeringer, koordineringer, diskussioner  om legen som et fælles projekt. Det er også i denne sfære, at der bearbejdes uenigheder og konflikter. Realsfæren udgør legens fysiske omgivelser, rammer og konkrete muligheder, herunder legetøj og andre rekvisitter.

Fantasilegen er den form for leg i barndommen, som har et eksemplarisk karakter i forhold til at rumme det eksperimenterende, søgende og legende, når man arbejder med laboratorieprojekter.  Fantasilegen skabes af legedeltagernes fantasi og kreativitet i en åben proces, der bliver til en fortløbende fortælling, som alle bidrager til, ud fra egne interesser, kapaciteter og engagementer.

Med legen som inspiration kan projektets udviklings- og styringslaboratorier opfattes som pædagogiske udviklingsrum som er kendetegnet ved: rettethed og fleksibilitet, gensidighed og dialog, fortælling, kreativitet, engagement, koordination og samarbejde.

© Daniela Cecchin, november 2010

Læs om forskningsprojektet