Det pædagogiske kan ikke programmeres

En daginstitution er ikke en fabrik eller en mølle, der bearbejder standardiserede råmaterialer og fremstiller produkter, hvis udfald kan forudses og styres efter en lineær input-output logik, sagde den italienske skoledirektør og forsker  Giampietro Lippi.

Udlicitering er derfor  ikke svaret på mere effektive og økonomisk rentable institutionelle langsigtede løsninger af den simple grund, at pædagogisk praksis ikke kan sættes på formler og programmer.

Man kan ikke programmere sociale forhold med opvoksende mennesker, der agerer og interagerer i sociale kontekster, som er tilrettelagte af andre mennesker med pædagogiske og menneskelige intentioner, visioner, drømme – men også svagheder, inkongruenser og begrænsninger.

Det pædagogiske er som menneskeligt og organisatorisk system alt for sammensat, komplekst, uroligt og foranderligt til at kunne holde til på forhånd fastlagte standarder og mål for kvalitet og effektivitet. Det er bla. derfor at Lippi altid har slået på vigtigheden af at operere med en pædagogisk rettethed eller – direzionalita´- frem for en fast retning.

En rettethed, som nødvendiggør pædagogisk projektering – la progettazione –  for at give plads til at de forskellige identiteter, personligheder, perspektiver og intentionaliteter kan mødes, brydes og skabe “fælles-tredje” løsninger. Det er løsninger eller resultater, som man ikke kan udregne på forhånd i generelle termer, fordi de er afhængige af kontekstuelle, sociale  forhold, der omfatter både børn og voksne, deres konkrete omgivelser og samspillet i mellem dem alle.

Det særlige  ved det pædagogiske institutionelle rum, som gør det svært udliciterbart er at dets substans og indhold hverken kan pre-programmeres, efterlignes eller overføres fra en anden “bedste praksis”, men bliver nødt til at blive skabt som autentisk produktion hver gang, i mødet mellem børn og professionelle voksne og deres institutionelle, konkrete virkelighed.

Det, der kan bestemmes forud er alene betingelsesgrundlaget for at denne autentiske praksis kan producere pædagogisk omsorg for børns udvikling, læring og dannelse.  Og selv bestemmelsen af betingelsesgrundlaget, som i et vist omfang kan kvantificeres og udregnes, må lige som den pædagogiske praksis, henføres til kategorien “ukomplette kontrakter”.

Det ukomplette, ufærdige og urolige er den anden side af kompleksitetens medalje, som pædagogiske institutionelle systemer må regne og leve med. Måske burde de økonomiske styringssystemer også gør det som alternativ vej i  søgen efter kvalitet og effektivitet.

© Daniela Cecchin, september 2010

Reklamer