Børnefortællinger i Hillerød

Ny bog om børns fortællinger beskriver, med afsæt i  den ”Integrerende Baggrund”, hvordan man kan arbejde med narrativitet og anerkendelse i pædagogisk praksis.

Bogen handler om de pædagogiske erfaringer med den “Integrerende Baggrund” i Hillerød kommune, som resultat af et flerårigt udviklingsprojekt, der har involveret en lang række institutioner.  Dette dokumenteres blandt andet i form af plancher, i ”barnets bog”, læringshistorier om barnet, som pædagogen bruger til at følge op på og støtte det enkelte barns interesser og engagementer.

Erfaringerne sættes ind i et fornyet narrativ udviklingsperspektiv af forfatteren Vicki Sieling, som har været den gennemgående konsulent på projektet.


Børns fortællinger henvender sig til uddannede pædagoger i institutioner, der ønsker at påbegynde eller videreudvikle arbejdet med anerkendende og narrativ pædagogik med udgangspunkt i den “Integrerende Baggrund”. Den henvender sig desuden til studerende på pædagoguddannelsen.

Der er oprettet en hjemmeside til bogen.

Se bogen online.

Bestil bogen

På denne blog kan du være med i DIB institutionsnetværk og DIB gruppen på Facebook

Reklamer

Min personfaglige blog til eksamen

Tværmedial pædagogisk kommunikation

Nu er master uddannelsen om tværmedial kommunikation afsluttet. Tilbage er spørgsmålet om hvad man som psykolog ansat i en pædagogisk fagforening kan få ud af at at læse Cross Media Communication på Københavns Universitet?

  • Man får indsigt i mediesystemverdenen og om hvordan man aktivt kan tage del i samfundets kommunikation på tværs af systemer, fagligheder og medier. Når udviklingspsykologisk teori og pædagogik møder medie – og kommunikationsteori opstår der noget fælles tredje. Medier er ikke længere tomme kanaler til formidling af ydre budskaber, men forbinder sig med indholdet og bliver til substansfyldte former for professionsfaglig kommunikation.
  • Kommunikation i relation til det pædagogiske fagområde er mere og andet end kommunikation om det pædagogiske, det er pædagogfaglig kommunikation, dvs. en kommunikation, der sammentænker generelle kommunikationsteoretiske principper med specifikke pædagogfaglige principper. Denne blog er tænkt og udviklet i forsøg på at skabe en form for symbiotisk forbundethed mellem tværmedial kommunikation og pædagogisk teori og praksis.

Resultatet af uddannelsen er denne blog og dens teoretiske begrundelse: Integration, leg og ledelse

Inklusion eller integration?

Integration er i de senere år blevet erstattet af begrebet inklusion både i pædagogiske institutioner og mere generelt i samfundet, hvor det ikke længere er et centralt begreb til  pædagogisk og social intervention. Nu handler det om  inklusion. Men inklusion er ikke det samme som integration.

Det er der for mig at se flere grunde til denne begrebslig ændring.

  • Begrebet integration har i medierne og i den pædagogiske verden fået betydningen af assimilation, dvs.  sammensmeltning og ensidig tilpasning af den enkelte til gruppen,  med afgivelse af egen personlig identitet og kulturelle og etniske særpræg til følge.  Dette negative fokus forhindrer en mere differentieret brug af begrebet ud fra andre forståelser og betydninger.
  • Begrebet inklusion ligger i direkte forlængelse af den politiske dagsorden om rummelighed. Altså intentionen om, at almindelige pædagogiske institutioner skal kunne indoptage og “rumme” stadig flere børn og unge som er udsatte, eller som har særlige behov for udviklingsstøtte på grund af sociale, psykologiske,  eller fysiologiske mangler.

Inklusion er sat i fokus og er på det seneste blevet prioriteret politisk på forskellige måder, herunder oprettelsen af det nationale videncenter for inklusion og eksklusion NVIE.

Umiddelbart virker inklusion som en god pædagogisk løsning i relation til udsathed, udelukkelse og manglende social forbundethed hos børn og unge med særlige behov. Men inklusion koblet på rummelighedens- og besparelsesdagsordenen er langt fra uproblematisk.

På trods af, at begrebet integration set i både dansk og internationalt forskningsperspektiv ser ud til at have mistet noget af sit legitimitet, til fordel for begreber som inklusion og pluralisme ( Madsen 2005, Commins 2006, Buchardt, Kampmann og Moldenhawer 2006)  finder jeg det hensigtsmæssigt at holde fast ved begrebet integration.

Inklusion  indebærer for mig at se nogle begrebsmæssige og pædagogiske svagheder:

  • Det reducerer pædagogisk tænkning og praksis til et lineært enten-eller forhold, som ikke matcher den pædagogiske opgaves kompleksitet. Det handler om at være pædagogisk inkluderende – det modsatte ville næppe være et ønskværdigt pædagogisk mål! Men begrebet tilsiger ikke noget om hvordan, til hvilket formål, på hvilke betingelser, på hvilket grundlag denne inklusion foregår.
  • Man kan som barn i inklusionstænkningen være enten indenfor eller udenfor.  Alt i mellem inde og ude er ikke indeholdt som mulighed i begrebet. Hvis man er udenfor kan man komme indenfor og blive “rummet” af resten af gruppen. I rummelighedens navn kan inklusion ende med at fungere som et “skuffebegreb”, der tages i brug lejlighedsvis, når der skal løses specifikke funktionsproblemer i relation til enkelte børn.
  • Inklusion ser ikke ud til at opfatte udviklingsmæssige dysfunktioner og mangler hos børn som en del af virkeligheden i samfundet og i pædagogiske institutioner. Et faktum, der som sådant nødvendiggør, at man basalt set udvikler samfundsmæssige, institutionelle og pædagogiske modeller, som er i stand til at håndtere udviklingsmæssige eller sociale dysfunktioner på en relevant, kompetent og kvalificeret måde.
  • Inklusion er et relativt statisk begreb, der handler om gøre plads til barnet i institutionen sammen med andre børn og voksne. Herved opnår barnet  status af at være “inkluderet” i betydning af at befinde  sig inden for en “almindelig” pædagogisk kontekst, frem for at være “ekskluderet”, dvs. være henvist til  en “special” pædagogisk institutionelt kontekst.

I sammenligning hermed finder jeg, at begrebet integration kategorialt set er et mere nuanceret, differentieret og dynamisk begreb, som derfor bedre egner sig til at indfange kompleksiteten i pædagogiske institutioner.

I pædagogisk praksis indebærer integration mere og andet end at være inden for frem for uden for.

Til forskel fra inklusion kan  integration praktiseres som  institutionens  “almindelige” pædagogiske praksis, der gælder alle børn, med deres særlige udviklingsbehov og interesser. Integration handler hermed om en grundlæggende pædagogisk indstilling til andre mennesker, hvor målet er at forbinde ligheder og forskelligheder og den enkelte til det fælles.  Det er en løbende proces, der involverer alle deltagere i en given kontekst, både de der er der i forvejen og de ny tilkomne.

Et væsentligt bidrag til en en differentieret opfattelse af integration i et udviklingspsykologisk  perspektiv er formuleret af Ivy Schousboe. Begrebet integration analyseres og kategoriseres af  Ivy Schousboe i relation til fire forskellige e former.

Schousboe definerer kooperativ integration, den form for integration, der giver de mest omfattende og oplagte udviklingsperspektiver og muligheder for barnet. Kooperativ integration indebærer en fælles og foranderlig målbestemmelse, et positivt syn på forskelligheder og en velartikuleret strategi i håndtering af uenigheder og konflikter.

© Daniela Cecchin

Læs artikel i Børn&Unge Inklusion på afveje

Psykomotoriske aktiviteter

Legende, kreative og udforskende aktiviteter, der har en kropslig, følelsesmæssig og narrativ karakter og som tilrettelægges med barnets personlige og sociale integration for øje.

Psykomotoriske aktiviteter involverer en mindre eller større gruppe børn og udspiller sig inden for et afgrænset rum, under procesledelse af en pædagog.  Aktiviteten tager form og udvikler sig gennem løbende dialog  mellem børnene og pædagogen, medieret af udvalgte rekvisitter, som typisk er ustrukturerede materialer af samme slags og i større mængder, så der er nok til at alle børn. Det kan for eksempel være:

  • tørklæder
  • tæpper
  • bolde
  • plastikflasker
  • papkasser
  • puder
  • blade
  • balloner
  • mel og vand

Eller gamle aviser. som jeg oplevede på et besøg i børnehaven Villamarina i Cesenatico. Her samlede pædagogen Silvana Bosio ofte sin børnegruppe i “spejlenes rum”  for at igangsætte psykomotoriske legeforløb mens en anden pædagog foretog iagttagelser af børnene i interaktion med hinanden, rummet og materialerne.  Psykomotoriske aktiviteter er specielt egnede til at synliggøre børnene særlige spor og betydninger.

Tobias og avisbjerget

En større gruppe 4-5 årige børn går sammen med pædagogen Silvana ind i et rum med spejlvægge. Midt på gulvet ligger der en stor bunke aviser. Børnene går straks hen til aviserne og begynder at folde dem ud, folde dem sammen og rive dem i stykker.  De bladrer i dem, spreder dem, kaster dem op i luften, tager dem på hovedet. Silvana følger og kommenterer børnenes handlinger undervejs og kommer med forslag, både verbalt og med gestus.

Et barn løfter en avis i luften med begge hænder og bevæger den op og ned. Silvana siger noget om, at det ligner vinger. ”Ja, det er en stor fugl”, siger barnet og forstærker sine bevægelser.  Andre børn ser det og gør det samme, og pludselig er der en fugleflok. ”Hvor flyver alle fuglene mon hen?”, spørger Silvana. Andre børn er i gang med at krølle aviser sammen til bolde, som de kaster på hinanden og griner.

Nogle piger har fundet et roligt hjørne hvor de er i gang med at ”rede senge”. De folder nogle aviser ud og lægger dem omhyggeligt ved siden af hinanden som madrasser mens andre bruges som sengetæpper. I nærheden sidder et barn og kikker interesseret på et billede af en racerbil.  Imens er der et virvar af børn optaget af forskellige gøremål med avispapir, flere af dem i små grupper. Der bliver foldet, rullet og kastet med papirbolde. Et par drenge laver en stor papirbold. Et par andre sidder og ”kører lastbil” på deres aviser.

Stort set alle børn er optaget af at lave et eller andet med aviserne. Kun Tobias, et barn som Silvana holder et ekstra øje med, går rastløs rundt og ser ikke ud til at kunne få noget godt ud af aktiviteten. Han løber frem og tilbage, træder ovenpå aviserne, siger høje lyde og kaster avispapirbolde hårdt på de andre børn. Silvana går hen til ham og holder sig i nærheden af ham. Så smider han sig pludseligt midt på gulvet ovenpå en lille bunke aviser, med spredte arme og ben og med lukkede øjne.

Silvana kommenterer positivt hændelsen over for de andre børn og siger, at Tobias har fundet et rigtigt godt hvilested, på de bløde aviser. Andre børn kommer til og lægger sig ved siden af ham. Silvana spørger Tobias om han ønsker et avistæppe over sig. Det vil han gerne og et andet barn lægger en avis på ham. Flere aviser bliver omhyggeligt lagt ovenpå Tobias mave og ben. De andre børn tager også “avistæpper” på.  Det udvikler sig til en leg hvor børn på skift dækker hinanden med papir og vikler hinandens arme og ben ind i aviserne.

Flere børn kommer til og de rykker tættere sammen. Fra børne-avisbunken er der nogen, der foreslår, om de ikke skal dækkes helt med aviserne. Forslaget vækker bred begejstring og børnene spørger pædagogen om hun vil dække dem til med aviser, for “det skal blive et bjerg”, siger de. Silvana hjælper til, så også de sidste par børn få en liggeplads og avisbjerget tager form. Børnene ligger helt stille. Silvana siger, at det ser ud til at være et sovende bjerg.

”Ja, det er en vulkan!” er der én, der svarer. ”Det er en vulkan, og den kan gå i udbrud” siger en anden og der høres brummelyde. Silvana bliver instrueret til at tælle til ti og så klappe med hænderne, for ”så bliver der vulkanudbrud”. Hun tæller højt til ti og så klapper hun. Avisbjerget åbner sig, børnene springer begejstrede op og kaster avispapir til alle sider. Tobias er helt med. ”Det var et kæmpemæssigt udbrud” siger han. ”Ja, det var en sjov leg I fandt på”, siger Silvana.

”Skal vi lege den igen?” spørger børnene.

© Daniela Cecchin, juni 2010