Et bud på dannelse

Et bud på dannelse med inspiration fra Lars Henrik Schmidt

Dannelse er en livslang proces, som bliver grundlagt i familien og fortsætter i samfundets institutioner for børn og unge, i uddannelse, arbejde og fritid.

Pædagoger og lærere i daginstitution, skole og fritidsinstitution har, i samarbejdet med forældrene, ansvaret for børns samfundsmæssig dannelse. Ud fra egen professionsfaglighed og kompetence skaber pædagoger  relevante rum for børns udvikling, læring og socialisering til medborgeskab i samfundet. Dannelsesprocessen involverer barnets  følelser, tænkning, motivation og engagement i at forbinde sig med liv og kultur i verden.

Den moderne dannelsesforestilling har alene haft fokus på det enkelte menneskes personlige og kulturelle “selv”-dannelse. Selvdannelse er vigtig, men det kan i følge Lars Henrik Schmidt også køre i tomgang. Der er behov for en individualitetsforsikrende individualitetsoverskridelse, som betyder at i og med man  overskrider sin individualitet og indgår i det fælles, bliver man forsikret som individ.

De fremtidige dannelsesudfordringer handler om at overskride et rent individperspektiv til selvdannelse hen i retning af at blive en del af et større fællesskab. Et nyt perspektiv for dannelse handler med andre ord om en højere grad af integration og sammenhæng mellem den enkelte og det fælles, mellem individ og samfund.

Dannelse handler om hvordan man organisere liv og livskultur. Set ud fra det enkelte menneskes perspektiv kan dannelse beskrives som en relativ veludviklet livskompetence og omfatter evnen til at:

  • skabe autentiske forbindelser mellem følelser, tænkning og handling og mellem sig selv og omverden
  • deltage aktivt i stadig større og mere komplekse sociale og kulturelle sammenhænge
  • etablere betydningsfulde relationer til andre mennesker i forskellige livspraksisser og inden for forskellige livsområder som familie, institution, skole, uddannelse, arbejde og fritid. © Daniela Cecchin, juni 2010

Social individualitet og individuel socialitet

Pædagogprofessionens mission og pædagogers vision for børn må være opdragelse til samfundsmæssigheden ved at skabe rammer for  udvikling af:

  • evnen til en reflekteret social individualitet og individuel socialitet
  • utraditionel dannelse, der handler om en ny relation og forbindelse mellem individ og fællesskab i samfundet
  • som er både (individs) livsbekræftende og (samfunds) socialitetsbekræftende.

Social individualitet og individuel socialitet er to sider af samme sag. Som et gammelt afrikansk ordsprog der stammer fra Malawi folkene siger : “I am because we are”.

Den pædagogiske opgave handler grundlæggende set om at skabe social-institutionel integration med anerkendelse og koordination af forskelligheder og meningsfulde forbindelser mellem den enkelte og det fælles. Pædagogers opgave og konkrete bidrag er at organisere betydningsfulde kontekster med meningsfuldt indhold for børns personlige, sociale og kulturelle liv, og deres trivsel, udvikling og læring.

Pædagoger understøtter børn i at:

  • give udtryk for egne følelser, behov og interesser og lytte til andres
  • tro på sig selv og turde nye udfordringer
  • opbygge selvværd og selvtillid
  • forfølge egne motiver
  • øve indflydelse på konkrete forhold i deres liv
  • udvikle venskaber
  • deltage i betydningsfulde fællesskaber
  • samordne interesser og samarbejde
  • anerkende og værdsætte forskelligheder
  • respektere andres synspunkter og ideer
  • håndtere uenigheder og konflikter
  • udvikle fantasien og legeevnen
  • udforske omgivelserne og fordybe sig
  • tænke, handle og udtrykke sig kreativt
  • forstå og anvende symboler
  • bruge hele kroppen og alle sanserne
  • kende til kulturelle normer og værdier
  • lære at sige til og fra over for andre
  • orientere sig i omverdenen i tid og rum
  • opøve konkrete dagligdags færdigheder
  • opleve, udforske og respektere naturen
  • skabe kultur sammen med andre børn og voksne
  • være menneske blandt andre mennesker.

Integration er en proces

Integration er ikke en tilstand men et forhold i en proces.

I overensstemmelse med Ivy Schousboes kooperativ integration definerer den italienske integrationsforsker Andrea Canevaro integration som en åben proces af gensidig tilpasning og forandring. I en pædagogisk sammenhæng betyder gensidigheden eksempelvis, at når et barn begynder i vuggestuen, i børnehaven – eller i skolen og skal tilpasse sig stedets liv og rammer, så skal institutionen og skolen samtidig være åben for at tilpasse sig barnet. Hvis børnehaven eller skolen ikke ændrer sig en lille smule i kraft af det nye barns ankomst er der i følge Canevaro ikke rigtig tale om egentlig integration.

Forholdet mellem barnet som integrationsperson og institutionen som den etablerede sociale kontekst, som barnet skal integreres i kan analyseres ud fra:

  • Hvilke muligheder rummer  institutioner og skoler for en gensidig tilpasningsproces i relation til børn og deres udviklings- og læringsbehov og interesser?
  • Hvordan inddrages barnets subjektperspektiv i de institutionelle strukturer, rammer og  indhold?
  • Giver den pædagogiske struktur barnet mulighed for at blive en del af børnegruppen og deltage aktivt i betydningsfulde fællesskaber?

Det er et grundlæggende pædagogiske og didaktisk spørgsmål, som er vigtige at diskutere både i forbindelse med modtagelse af nye børn i institution, ved skolestart og løbende undervejs.  Integration er ikke noget man “hiver op af skuffen” for at løse et konkret problem med et barn her-og-nu, og så “lægger tilbage i skuffen igen”. Det er en pædagogisk indstilling og mere generelt måde at arbejde med børns individuelle forskelligheder i et fællesskabs perspektiv eller med andre ord er integration en pædagogisk praksis.

Legens væsen og legens betydning

  • Legen er en umiddelbar, spontan og frivillig aktivitet, der ikke kan bestemmes og reguleres ude fra. Det er barnet og kun barnet, den legende, der råder over legen.
  • Barnet leger for at lege. Ikke for at fremstille et eller andet produkt eller resultat.
  • At lege er at “lade som om”, det vil sige at agere indenfor en fiktiv verden. Og den psykiske forudsætning for at kunne “lade som om” er forestillingsevnen, fantasien.
  • Legens væsen er fantasien, evnen til at bearbejde, omforme, og overskride virkeligheden.

Læs artiklen

Bogen Den “Integrerende Baggrund”

Er du en af dem som forgæves har forsøgt at købe bogen der har været udsolgt fra forlaget kan du få den gratis her.

Selv om Den “Integrerende  Baggrund – Kompleksitet og integration i det pædagogiske arbejde med børn” har nogle år på banen er den mere end nogensinde aktuel og relevant. Det er fordi den handler om en kompleks pædagogisk tænkning og integrationspædagogik i barneperspektivet. Aktuelle temaer som inklusion, børnefællesskaber, læreplaner, læringsstile, meningsfuld dokumentation og kontinuitet i overgang fra børnehave til skole blev i bogen sat på den pædagogiske dagsorden allerede i 1996. Og der er stadig inspiration at hente i bogens teori og praksis i dag.

download bogen /åbn filen og udskriv